Cuno

Louise kom ind i slagterforretningen, hvilket ikke skete så tit, da hendes mands - byens skrædder - ikke havde de store opgaver i disse trange tider, hvorfor pengene var små. Bag desken kiggede Nina op, da klokken over døren bimlede og løftede øjenbrynene en anelse mere end hun plejede. Louise kiggede på Nina og kunne ane de begynende grå i hendes hovedbund, selv om Nina farvede håret havde hun åbenbart glemt det. For nu var det vokset så meget ud, at et skarpt øje kunne se det. Selv om Louise tvivlede på at Ninas mand vidste det. - Ja der var mange ting mændene ikke vidste her i byen, og det var sikkert godt det samme, tænkte hun ved sig selv. -ja? Louise kiggede på Nina, det var længe siden de havde snakket sammen, og begge ville helst undgå at komme ind på det ømtåelige, som de desværre begge vidste om den anden. Skammen var for stor at bære, og alligevel måtte de holde den ud i ensomhed, for alle var de bange for at den skøbelige boble der holdt det hele væk fra livet, kunne blive brudt ved bare et forkert ord. - 4 stykker lever, Louise knejsede lidt med nakken, selv om hun ønskede hun kunne bestille noget bedre, så skulle det ikke hedde sig, at hun var flov over at de ingen penge havde. Der havde været en gang hvor hendes mand var den fineste skrædder i området, men en ulykke havde næsten ødelagt hans højre hånd, og nu var det småt med arbejde. Men før det var der råd til det fineste kød, flere gange om ugen - Louise kiggede ned på et par flotte udskæringer af det fineste oksekød. Hun havde næsten glemt hvordan det smagte. Nina fulgte henes blik og følte et stik i brystet over sin tidligere så gode venindes ulykke, hvis ikke det var for Louises stolthed havde hun gerne pakket et par af de bedre kødstykker ind til hende, men Nina vidste at hun aldrig ville modtage en sådan gave. Hun ville opfatte det som en ydmygende almisse. I stedet vejede hun de 4 stykker lever og afregnede med vilje en lavere vægt, så det kun blev ca. halvdelen af normal prisen. Louise opdagede det ikke, men Nina smilede i sit stille sind, det var hendes måde at hjælpe på.

Klokken bimlede igen og begge fruerne kiggede uvilkårligt hen mod døren, og begge stivnede de i deres bevægelser. Det var hende, den rødhåret fra skoven. Hun var en flot høj slank kvinde, med et krøllet ildrødt hår sat op i en lang hestehale, der nåede helt ned til ballerne. Hendes grønne øjne lynede og spillede, så alle mændene var helt fordrejet, når hun kiggede på dem. Hun kunne charmere hver eneste mand hun kom forbi med sit blændende smil. Vilnia hed hun, og hun var netop vendt tilbage til byen efter mange års fravær. Vilnia kiggede med et smil på begge damerne i butikken, de stod med åben mund og et overrasket ansigtsudtryk. -Dejlig dag de damer, sagde hun og brød fortyllesen. -Hmmm ja rømmede Louise sig og skyndte sig at pakke kødet ned i sin taske. - Det er sørme længe siden vi har set dig, Nina var hurtigt kommet til sig selv igen og sendte Vilnia et stort smil. - det er snart 20 år siden fortsatte hun. - tiden gå hurtigt smilede Vilnia tilbage. - Hvad bringer dig dog tilbage efter alle de år, du forsvandt jo bare uden et ord, vi undrede os alle dengang, brød Louise ind, hendes ligefremme nysgerrighed slog igennem, hun havde altid været meget direkte. - Åhh ja, der er jo ind i mellem så mange grunde, og nogle er bedre til at finde på endnu flere end andre, men lad os bare sige at det var af personlige årsager. Nu er jeg tilbage for en kort stund, og for at afslutte et forehavende der begyndte dengang. Måske I kan hjælpe mig lidt med dette, Vilnia smilede skævt og gådefuldt til dem begge. -jaa joo, Louise var måske ligefrem i sin tale, men i sine handlinger var der langt mellem at hun sadlede og til hun red. -Hvordan kan vi hjælpe dig med det, Nina var mere imdekommende, hun havde altid haft det godt med Vilnia. - I første omgang holder jeg en lille komsammen for nogle af byens kvinder ude ved den gamle kirke i overmorgen. Men det er kun for særligt indbudte, så I må gerne deltage, men ikke et ord til andre om dette, der kommer også nogle æresgæster fortsatte hun. Louise og Nina kiggede på hinanden, det var typisk for Vilnia at sætte sådan et specielt arrangement op, det gjorde hun også tit, da de var børn. Dengang var de aldrig blevet skuffet. -Vi kommer gerne, sagde de begge næsten i munden på hinanden, og grinede samtidig alle tre over Nina og Louises iver. De næsten 20 års adskillelse var med et slag glemt, og tilbage var bare tre gode veninder.

Fader Petras kunne ikke vente, endelig skulle de have hævn over den rødhåret mokke. Han gik nervøst frem og tilbage i den gamle kirke. Samtidig med at han slikkede sig om munden, det var alt for længe siden de sidst have haft et af deres såkalde arrangementer her i kirken. Hans tanker gik hen mod slagterens Nina, uhh hun havde været en lækkerbisken. Han strøg sig over sit skridt og kunne mærke hvordan blodet flød til hans lænder. - Nej det er for tidligt tænkte han, og trak vejret med et dybt suk. Han huskede den første gang, at Fader Milo havde budt ham velkommen blandt ham og Fader Legnio, og inviet ham i hvordan de have forfinet hekseuddrivelsens til en ædel kunst, som Fader Milo havde udtrykt det. Den ædle kunst bestod i sin enkelhed i, at de udpegede sin en af byens unge piger, og begyndte at så de spæde frø rundt omkring - var den unge pige en heks? I løbet af kort tid, beyndt folk at snakke, men inden snakken blev for alvorligt henvendte de tre præster sig til den unge pige og tilbød hende en mulighed for en forebyggende udrensning. De fleste unge piger fik accept fra deres familie og en sen aftentime skulle hun så møde op i kirken i skoven. Her ville de tre præster starte med at bede pigen om at tage tøjet af, og så vaske hende med indviet vand. Vandet var langt fra indviet, men det gav dem en mulighed for at beføle den uge pige alle steder, samtidig med at de mumlede tilfældige brudstykke fra salmer. Efterhånden beordrede de hende ned på alle fire, og så ville de på skift fylde hende ud både bagfra og forfra, mens de stadig messede brudstykke af samler. Sådan ville de lege med den unge pige i kortere og længere tid, og jo mindre pigen forstod og velvilligt underkastede sig Præsternes seksuelle lyster, jo flere gange måtte hun troppe op til en udrensning.

Når de så blev trætte af denne legen med den unge pige, forkyndte de hende renset og fri for heksekunster på den næst kommende prædken i kirken. Ind i mellem havde de for udfordringens skyld forsøgt sig med nogle af de lidt ældre gifte kvinder, men typisk kunne de kun lave en enkelt rensning inden de måtte stoppe igen. Det ærgrede Fader Petras at de ikke kunne komme til mere med Slagterens Nina, hun var stadig en kvinde der kunne sætte hans lænder i brand. Enkelte af de unge piger hvade nægtet, og var stukket af igen, hvilket skete i maj med Møllerens datter. Hun ville ikke afklæde sig, og havde truet med at afsløre dem som nogle gamle liderlige svin. De havde derfor ikke haft andet valg end at brygge en anklage sammen mod hende, og tilsidst krævet hende brændt på bålet. Selv biskoppen måtte erkende at fanden havde taget bolig i den unge piges hoved, med de frygtelige påstande hun slyngede om sig, og selv om mølleren havde kæmpet for sin datter, kom sheriffens mænd og hentede hende, hvorefter hun blev brændt på bålet i biskoppens sogn. Ærgeligt ærgeligt, tænkte Fader Petras, hun var ellers vokset op og blevet en så dejlig frodig kvinde med formerne på de helt rette steder. Sikke et spild.

Men nu her i eftermiddag, skulle de have hævn. Den rødhåret var vendt tilbage, og de havde henvendt sig til hende. Som da de for 20 år siden havde stævnet hende, det var dengang kun anden gang at Fader Petras deltog, og han havde sådan glædet sig. Men hun have snydt dem, hun dukkede aldrig op, og inden de kunne komme efter hende var hun forsvundet, uden at efterlade sig spor. Den gang havde Fader Legnio og Fader Milo været rasende, men da de fandt ud af, at hun ikke kunne skade dem, lod de det være. Men sikke en fornøjelse, nu var hun tilbage. Fader Petras havde kontaktet hende, og sat hende stævne, og hvis hun ikke kom denne gang, ville de lade det gå ud over hendes datter. - he he, Fader Petras klukkede ved sig selv. Datteren skulle nok få sin tur senere.

Fader Milo og Fader Legnio trådte ind af døren til kriken og lukkede omhyggeligt efter sig. - Nu er det snart tid smilte Fader Milo ondskabsfuldt. -ja endelig brummede Fader Legnio så hele hans kødfyldte krop sitrede. De stillede sig midt i kriken og havde deres remider klar. -Hun skal have en ordentlig omgang den heks, Fader Petras gnæggede alt i mens han vred hænderne. - hvis altså hun dukker på.
-Det gør hun, bare rolig sagde Fader Milo. Skridt på gangen uden for kirken bekræftede ham. Hun var kommet.

Fader Petra forsøgte at gipse efter vejret, den remse den rødhårede heks have fremsagt havde totalt lammet ham, han kunne kun bevæge sine øjene rundt, men alle andre muskler var stivnet, og han kunne mærke hvordan ilten langsomt forsvandt fra hans krop. Hun bevægede sig rundt om dem, hvad var det nu hun havde for. Han kunne slet ikke forstå det. Det gik ikke som de havde planlagt - på ingen måde. Han begyndte at blive nervøs for hvad dette var. Langsomt gik det op for ham, at hun var en heks. Han kunne slet ikke fatte det. Pludselig kunne han mærke et reb om sin hals, hvad var nu dette. Han blev løftet op, og en lille skammel blev sat ind under hans føder. Han kunne kun lige balancerer på den, og mærkede løkken om halsen blive strammet op, nu vendte følelesen tilbage i hans muskler, med en sådan pludselighed, at han måtte svinge og dreje i kroppen for at holde balancen så han ikke at faldt ned. Begge hans arme var bundet bag på ryggen af ham. Frygten lyste ud af hans øjne, da det gik op for ham, at han ville blive hængt, hvis han faldt. Sveden løb ned i øjnene på ham, og det sved kraftigt, men han kunne ikke tørre den væg. Han kikkede forsigt til siden og kunne se både Fader Milo og Fader Legnio stå på samme måde. Deres øjne blinkede af frygt. Ingen af dem kunne sige noget, deres hals var snørret sammen og ikke en lyd kom over deres læber.

Louise og Nina ankom samtidig til den gamle kirke. De stod lidt og hviledes sig og lod solens stråler varme deres kroppe, mens de ventede på Vilnia. Det puslede i skoven og ud fra skovbrynet dukkede Møllerens kone Agnete op. De slog begge deres blikke ned, og vidste ikke helt hvad de skulle gøre af sig selv. Det var frygteligt det der var sket med hendes datter for bare nogle få måneder siden. Agnete sagde ikke noget, men kom bare hen og stillede sig ved dem. Der blev en pinlig tavshed, blandt de tre og ingen af dem vidste rigtigt hvad de skulle sige. Flere fugle baskede rundt i træerne og sang forsellige strofer, som understregede tavshed blandt de 3 kvinder der stod og ventede. Både Louise og Nina havde nogle kedelige minder fra dette sted, og begge havde de en ide om at den anden havde været udsat for de samme overgreb, men de turde ikke snakke om det. Tænk hvis resten af landsbyen fandt ud af det. Nina tænkte om Agnete havde været her, men det mente hun ikke, og datteren havde jo nægtet og var blevet brændt på bålet. Havde jeg dog bare sagt noget dengang, tænkte hun, men skammen havde tvunget hende til tavshed. Hun kikkede forsigt på Agnete, som også forholdt sig tavs, hun var stadig knuget af sorgen over tabet af sin elskede datter.

Det gav et sæt i dem alle tre da døren ind til kirken pludselig gik op med en klagende lyd. Vilnia kom dem i møde med et bredt smil. -det var godt I kunne komme, jeg har en lille overraskelse til jer, sagde hun, kom med. De tre kvinder fulgte med ind i kirken, og missede med øjenen i det halvmørke rum. Det varede lidt inden Nina kunne se ordentlig, men hvad var det. Det var de tre præster, der stod i midten, alle tre med et reb om halsen og bagbundet. Hvad var nu dette. -Jamen Vilnia, hvad er dette, sagde Louise, og alle kiggede de forskrækket over på Vilnia. - det er min gave til jer og landsbyen smilede Vilnia, det var et blændende smil, som var det en blomsterbuket eller et kjole hun gav dem. - de er til jer. I kan få afsluttet deres terro og udnyttelse af byens piger og kvinder lige her og nu. Louise slog øjenene ned og rødmede. Nina kunne se at Louise også havde været igennem det samme som hende selv. - Hvad mener du?, spurgte Agnete forundret og kiggede spørgende rundt på de to andre. -jeg tror Nina kan fortælle om det, sagde Vilnia alvorligt. Nina rømmede sig, og kiggede med stor sorg i øjenen på Agnete. Med gråd i stemmen fortalte hun om sine oplevelser med de tre hellige fædre her i kirken. Da hun var færdig var Agnete ansigt fyldt med vantro og overraskelse, - er det sandt gispede hun?
-Ja desværre, bekræftede Louise og gav samtdig Ninas hånd et lille klem. De havde begge været det igennem, og kunne nu måske støtte hinanden og komme videre. Agnetes ansigt ændrede karater, en buldrende vrede væltede op i hende. - De svin skreg hun, så det gav et sæt i de andre.

Agnete spyttede af raseri og farede frem mod de tre præster, - I forbandede sataner skreg hun, og sparkede skamlerne væk under dem. Fader Petras spjættede med føderne og forsøgte desperat at nå gulvet, mens livet langsomt ebbede ud af ham. Hans øjne blev blodskudte og hans læber blå. Blodet skulle aldrig mere løbe til hans lemmer. Fader Legnios tunge krop faldt ned med et smeld, og hans liv forsvandt på et kort øjeblik, da nakken knækkede. Agnete stoppede et kort øjeblik ud for Fader Milo og kiggede ham dybt i øjenene, et spinkelt håb lyste et kort øjeblik i hans blik, men da han så Agnetes kolde had, slukkedes det hurtigt og han resignerede. Da skamlen under ham forsvandt, lukkede han øjnene og ventede på sin skæbne. Hans hjerne gav dog ikke op, og føderne fik signal om at nå gulvet, hvilket de overraskende kunne, han kunne lige balancerer på det yderste af tærerne og forlængede sit liv nogle få øjeblikke. Agnete kiggede overrasket på ham, og så at hans ansigt sendte hende et hånligt smil, som om at han ikke kunne straffes for sine gerninger.

Nina så hvordan de 2 andre præster døde en pinefuld død, men forstod ikke Agnetes afventen overfor Fader Milo, indtil hun så ham stå på tåspidserne. Lousie så det også og trådte resolut frem og løftede ham om anklerne, så han bøjede i benene og faldt forover i rebet. Louise holdt fast i benene som spjættede krampagtigt, mens Fader Milo kæmpede for sit liv. Nina trådte frem og holdt fast sammen med Louise. Kort tid efter var det overstået.

Nina ventde sig om og kiggede tilbage på kirken. -Skal vi bare lade dem hænge?, spurgte hun, tænk hvis der er nogle, der finder dem. Vilnia kiggede på dem og smilte. -Bare rolig, der kommer ingen her de næste 100 år, det har jeg sørget for. Hun hældte det sidste af en grønlig væske ud af en en lille flaske fra hendes kjolelomme, væsken dannede et lille selvlysende kryds foran indgangen til kirken.
De fire kvinder gik hjem sammen, de var lettet over at byen fremover kunne være i fred for de tre liderlige gamle præster.

Se første del

Fader Petras hastede gennem hovedgade, han solide læder sandaler var velsmurte, og han havde ingen problemer med at trave hen over de toppede og fedtede brosten. Selv om solen havde stået længe på himlen og varmen for længst havde fjernet den sidste væde fra morgenduggen, var det en fedtet hovedgade. Folkene i byen brugte den hele tiden, og ekskrementer fra heste, geder, får, høns og andre dyr, lå stadig tilbage som et fedtet lag. Petres skævede til siden, mens han passerede slagteren. Slagterens kone, den lille velpropotionerede brunette med de dybe brune øjne, stod og fejede foran butikken, så folk ikke slæbte møg med ind. Hendes fejende bevægelser fra side til side fik hendes barm til at skuvlpe på en særdeles æggende måde, og Petras måtte kæmpe hårdt for at ikke at smile bredt, han kunne godt huske hendes dejlige krop. Slagterfruen så op og mødte Petras øjne, en svag rødmen i hendes kinder, afslørede at hun kunne se hvad Petras tænkte. I det samme kom den store Slagter til syne i døren, Petras satte farten op og kiggede hurtigt væk igen. Det var nok bedst at slagteren ikke vidste noget.

Længere fremme legede en flok beskidte børn med et gammelt udtørret fårhoved som de sparkede rundt i mellem hinaden og råbte udfordringer til hverandre. Fårehovedet rullede ud midt på gaden mellem benene på Fader Petras, han hoppede en smule, så det ikke ramte ham eller hans ankel lange kjortel. Han var nær ved at falde, men fik hurtigt hevet armene fra hinanden og truede med en knyttet næve af ungerne, som grinede højt og hånligt af hans frygt for et dødt fårehoved.

Længere fremme skilte hovedgaden sig i et kryds med en vej til højre og en til venstre, for enden af gaden lå den store kirke, hvor Fader Petras og hans to kollegaer boede og afholdte de ugentlige gudstjenester. Han skubbede den tunge kirkedør op, og trådte ind i selve kirkeskibet. Det var en mellemstor kirke med plads til nogle få hundrede kirkegængere, og udsmykket med forskellige vægmalerier samt nogle få lysestager af sølv. Ikke en overdådig udsmykning, men sognet var ikke rigt, og præsterne havde andre mål end at samle værdier. Det var ellers typisk at præsterne havde travlt med at få samlet rigdom i deres kirke, som et udtryk for sognebørnenes fasthed i troen. Desto mere rigdom, jo mere troende synes mantraet at være langt de fleste steder, men ikke i dette sogn.

– Du kommer sent, Fader Milo kiggede strengt på Petras. –Hmm, det var en vanskelig sag, forsvarede Petras sig. Milo var et hoved højere end Petras og en tynd mand, med tyndt hår i toppen. Hans øjne lå dybt i øjenhulerne og i skumringen kunne man nemt tro, det var et skelet der vandrede rundt i en præstekjortel. –Jamen fik du sagt det til hende. Spurgte han igen utålmodigt. – ja hun kommer i morgen aften, men hun var ikke nem at overtale, jeg måttet true med hendes datter til sidst. – Bare hun kommer, Fader Legnios buldrende stemme indeholdt den forventning, de alle tre havde til dette arrangement, -det er snart alt for længe siden sidst. Vi er nødt til at være varsomme fremover. Fader Petras nikkede samtykkende. –Ja det er da også forbandet med hende tøsen i maj måned, spild af en dejlig krop. En typisk kynisk betragtning fra Legnio, - sikke en skam at den skulle gå til på bålet, den stædige tøs, ville jo afslører det hele. Fader Petras gøs indvendig ved tanken om den skammelige begivenhed i maj, men rystede det af sig igen. - Hun var en heks medgav han de andre, og dermed var det vores pligt.  De nikkede alle tre samtidigt og begav sig ud bagved kirken, her havde de et bord og  nogle stole, hvor de uden at blive set af folkene i landsbyen kunne sidde og lægge deres planer.

Part3 - slut